Å·±¦ÓéÀÖ

“Er vi pynt. Er vi det parfumerede julehjerte, har vi en stemme. Jeg kan ikke holde sammen pÃ¥ det længere, kære. Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør. Du skriver ikke til mig, hvorfor, jeg kan ikke undvære dig, skal jeg det. Tænker du det her: Du hænger ikke sammen. Eller: Du er fatal, du er i lommen pÃ¥ dig selv, og lommen er fake, eller den er syet til, vi kan ikke tale sammen længere. Nu taler jeg altsÃ¥ alligevel, følger du med i krimien om søndagen. Vi ser den i pejsestuen pÃ¥ afdelingen, jeg kan godt lide at tænke pÃ¥, at to millioner mennesker ser nøjagtig det samme som mig, plottet interesserer mig ikke, jeg kan ikke følge med, men jeg henfalder gladeligt i den uforpligtende kollektivitet af blikke, isolerede flokdyr, kan der være fire millioner fedtede øjne i en brønd, det kommer an pÃ¥, hvor dyb brønden er.”
― Bjørn Rasmussen, Pynt