Å·±¦ÓéÀÖ

“Alle disse skæbner. Vi er sÃ¥ forgængelige, vi mennesker. NÃ¥r vi er børn, skuer vi ind i evigheden; nÃ¥r vi ældes, ser vi tilbage og ved at det kun var et fingerknips, et glimt i tiden, at vore dage var som regndrÃ¥ber der falder i havet.”
― Mich Vraa, Faith

“Solitude. Ensomhed. Hvorfor hed det sÃ¥dan? Da jeg sÃ¥ huset igen, tænkte jeg at forklaringen mÃ¥ske er ganske enkel. Solitude ligger ensomt pÃ¥ en bjergtop næsten sÃ¥ højt man kan komme, og har udsigt over havet til tre sider. Der er ingen naboer, kun skov, og skoven trænger sig pÃ¥; træerne er begyndt at brede sig ind pÃ¥ den store gÃ¥rdsplads mellem hovedbygningen, et smukt hus i to stokværk, og et fundament til en anden bygning, som ikke findes længere. Den er rimeligvis blæst bort i en orkan. En anden bygning tæt pÃ¥ selve huset er mere solid og rummer pulte som en skolestue, ja, det er en skolestue eller har været det engang. Døren mangler, og gulvet er dækket afløv og efterladenskaber fra dyr der har søgt ly derinde. Selve huset virker misligholdt, men ikke forfaldent.”
― Mich Vraa, Faith